Forleden talte jeg med min underbo for første gang. Jeg flyttede ind for halvandet års tid siden, og vi har flere gange sagt dav og hej i opgangen og gadedøren, og det var også ham, der sidste sommer gav låsesmeden og mig adgang til opgangen og lige kom ud for at sikre sig, jeg nu ægte var et kendt ansigt, men når vores veje for eksempel krydses på vejen til fakta eller busstoppestedet skæver han blot til mig og har aldrig hilst, selvom jeg altid har taget det brede smil på og set imødekommende ud, og jeg har altid været lidt bange for, at han ser knotten ud, fordi jeg er en utroligt larmende overbo.

Forleden da jeg kom hjem fra arbejde stod han nede ved postkasserne i bunden af opgangen, det var fredag, verden var fuld af solskin, og mine tanker var over alle bjerge, og jeg blev jævnt forbløffet, da jeg åbnede døren, fik øje på ham og blev mødt af spørgsmålet “Er det dig, der er METTE?!”

Det måtte jeg så indrømme, at jeg ikke er, hvorefter han gav sig til at trippe endnu mere på stedet og fumle med en seddel mellem begge hænder.

Det viste sig, at nogen havde ringet til Mette og fortalt, at hendes kærestes cykel stod et eller andet sted og så forladt ud, og om ikke han dog kunne give Mette og kæresten besked. Og derfor stod underboen nu foran postkassen og trippede og vidste ikke, hvem Mette var, og om den rette fremgangsmåde var at lægge en seddel i postkassen eller sætte den på deres dør.

Jeg tømmer troligt postkasse hver dag, fordi jeg går lige forbi, når jeg kommer hjem, og nogle gange er der jo rent faktisk noget til mig, men jeg kender også mennesker, som har den slags forhold til postkassen, at de ser den lige lidt sjældnere, end jeg går til frisør, så derfor stemte jeg for at sætte en seddel på døren. Han så helt lettet ud og trak klisterbånd op af lommen og sagde, at så blev det sådan, og så løb han ovenpå hurtigere end jeg kunne med et ekko af ‘gjort hvad jeg kunne’ efter sig på trappen.

Min underbo hedder Jørgen. Det kan jeg se ved dørtelefonen på begge sider af huset, på postkassen, og på navneskiltet på hans dør, og jeg har ikke talt med ham siden, men jeg synes, det var en fornøjelse at sige dav og få den særeste forklaring nogensinde.

Og at det er fantastisk, han skriver sedler til folk for at hjælpe. Og tager klisterbånd i lommen, fordi postkassen måske ikke er svaret.

Og så blev jeg lettet over, at han ikke ved, om jeg er Mette, for så er han nok ikke sur på mig som overbo. Jeg tænker nu, at han nok faktisk slet ikke véd, det er mig, der bor ovenpå og uafladeligt taber fjernbetjening, glas, bøtter, knive, skeer, flasker, gafler, skåle, kopper, bøger, gulerødder, Iphone, alt muligt ned i hovedet på ham. Det er sådan set meget heldigt.