Da jeg læste, havde jeg en virkelig god ven. Vi spottede hurtigt hinanden på studiet, samme humor, samme tilgang til skole og lektier, samme lallede hjerner, der fulgtes ad i fjol. Han var en stor fyr, som kørte sit helt eget løb. Ofte var han alt for meget, og mange af de andre syntes, han var lidt spøjs. Jeg følte mig helt hjemme i hans særhed og var vildt glad for ham. Vi gik til time sammen, vi spiste frokost sammen før undervisning, vi drak kaffe sammen bagefter, vi drak øl sammen hele tiden, vi gik i biffen sammen, og vi hang sammen som ærtehalm. Han er den bedste ven, jeg nogensinde har haft.

På et tidspunkt slog jeg op med min kæreste og begyndte at gå i byen med min ven på en ny måde. Jeg scorede en ven af en af hans kammerater, som jeg efter nogle måneders roderi blev kæreste med. Det var den sommer, min ven havde inviteret en flok af os til fødselsdag hjemme hos ham og kæresten. Jeg havde aldrig besøgt ham før, fordi han boede i en anden by, så vi altid bare endte med at hænge på uni, på baren eller hvor det nu passede i studiebyen.

Det var en fin fest, folk var sjove, alle blev fulde, og jeg sov på et tæppe på gulvet ved siden af en af de andre drenge. Alt var som det plejede, men da jeg tog hjem næste dag, var intet, som det skulle være.

For midt om natten, da alkoholen fik tunger og kroppe på gled hos de fleste, der gik abefest i den, og folk dansede og væltede øl og sang alt for højt med, lænede min ven sig ind til mig og sagde “Jeg vil bare så gerne være sammen med dig!”

De fleste af os har sikkert set Da Harry Mødte Sally og tænkt, at den var spot on eller helt galt på den; at mænd og kvinder aldrig kan være venner, fordi sex, eller at mænd og kvinder sagtens kan være venner, fordi grænser. Eller noget lignende.

Jeg havde aldrig tænkt i dé baner, og selvom vi var tætte og fortrolige og krammede og nussede meget, havde jeg aldrig overvejet, at han kunne have det anderledes end mig. Jeg blev ganske paf, og min reaktion var bare at kramme ham tilbage og måske give et ekstra klem. Jeg tror, det betød tak.

Tak, men nej tak.

Der skete aldrig noget, og vi talte aldrig om det. Jeg ved slet ikke, om han var for fuld til at huske det. Men balancen var skæv efter det, fordi jeg huskede det og så hans ord og handlinger i et andet lys.

Vi sås sjældnere. Et par måneder efter flyttede jeg til en anden by med den nye kæreste, og et halvt år senere fortalte han, at kæresten var gravid. Vores liv ændrede sig væk fra hinanden, vi havde ingen hverdag sammen, vi glemte lidt at ses, og så gled vi fra hinanden.

Han var min bedste ven, og det gør mig stadig ærgerlig, at jeg mistede ham bare på grund af sådan en skide kliché!