Så jeg endte alligevel med at skrive til ham.

Selvom jeg blev så skuffet og vred og ked af det, da han aflyste, og tænkte, at nu var det fandme hans tur til at sige til, så stod jeg i dag i badet og vidste, at jeg ikke kunne slippe ham på denne her måde. Jeg var nødt til at spørge, om dét så bare var dét.

Så det skrev jeg til ham og tilføjede, at det var dårlig stil ikke at melde ud.

Han blev helt forvirret og mente ikke, det bare var det. Med mindre jeg synes, det bare skal være det? Det gør jeg jo slet ikke overhovedet. Og så var det, at jeg blev helt blød i hjertet og andre vigtige dele af mig og meget mere venligt stemt.

Han spurgte til mine weekendplaner, og jeg sagde, at jeg skal holde en fest på lørdag, og at det rimelig meget er den store plan for hele min weekend. Han fortalte, at han skal til noget event lørdag eftermiddag, men spurgte, om han måtte skrive, når han vendte hjem til Århus om aftenen?

“Ja, åh gud, JA, for himlens skyld!” tænkte jeg, mens mit hjerte brød ud af min tshirt, og jeg svarede, at det måtte han da fint. Jeg sagde, at jeg jo ikke ved nu, om vi tager i byen eller hvad, men at han da godt kunne skrive, når det var.

Så der er vi nu.

Måske skriver han og kommer forbi lørdag.

Måske undskylder han sig lørdag aften, beder om en plan for søndag, mandag, en dag i ugens løb, og glider af på den, når vi kommer dertil. Jeg hælder mest til, at det er præcis sådan, det vil foregå, hvis jeg overhovedet hører fra ham.

Men måskemåskemåske ser jeg ham lørdag.