For en måned siden blev Mit Livs Bedste Sommer sparket i gang, da Northside åbnede sig for mig med solskin, venner og øl i helt utroligt lange baner. Jeg nød det og havde svært ved at slippe lykken og finde mit lille liv bagefter.

Bare tre uger senere var det tid til Roskilde Festival for første gang i årevis, og det var præcis så lykkeligt, som jeg havde ønsket det, og jeg havde store kvaler med at falde ned og lande roligt efter festivalen.

En hastigt gået uge efter var det tid til at hoppe på en flyver til en ferie på en solskinsø med sangria, Estrella-øl og grillet laks i stimer. Jeg nød ugen helt vildt. Svømmede, slog kolbøtter, lå og flød i bølgerne på stranden. Slikkede sol, blev forbrændt, brugte solcreme for sent og samlede d-vitaminer ind. Spiste frugt, drak juice og kaffe, fik is ned af hagen og hældte øller i gabet på bedste vis. Jeg nød det. Elskede det. Havde hele sjælen med i hvert sekund. Og rejste hjem fra det i går.

Allerede da gummihjulene slap asfalten, vidste jeg, at det var helt galt at rejse fra det. Jeg var overhovedet ikke færdig med at nyde det! Hjemme i Kastrup sprang jeg på et tog, hvor jeg både smilede til solen udenfor og tørrede mit eget saltvand af kinderne indenfor, og efter et par timer trak jeg min lille, tunge kuffert over dørtrinnet fuld af fortrydelse.

Jeg kan da ikke komme hjem nu? Jeg kan da ikke bare være her fra nu af? Det her er da ikke det, jeg vil! Tænkte jeg helt trodsigt. Men hjemme var jeg. For første gang i de tre måneder, jeg har boet her, føltes mit hjem ikke som et hjem, men som noget, der var lidt i vejen og meget forkert.

I dag har jeg surmulet hele dagen, for jeg vil ikke være her. Jeg synes, mit liv er åndssvagt. Jeg synes, mit arbejde er tåbeligt. Jeg synes, vejret herhjemme er idiotisk. Jeg synes, det er forfærdeligt trivielt bare at købe ind i fakta, hvor de slet ikke har nogen spændende ting. Og jeg gad under ingen omstændigheder bruge hele 30,- kroner på at købe en vandmelon, fordi jeg ved i hjertet, at den bare vil være kedelig i forhold til dem, jeg lige spiste i det spanske paradis i forgårs.

I det hele taget synes jeg, mit liv er kedeligt og trivielt og fyldt med dumme og uvigtige ting. Jeg arbejder med noget, der for mig er meget idealistisk, men det keder mig at være i denne her trummerum, hvor jeg hele tiden skal være et sted til en tid, og hvor det går så hurtigt og kun handler om at få mere og mere og mere og mere.

Jeg bilder mig egentlig ikke ind, at jeg er blevet smittet af spaniernes ‘mañana’ på blot en uge. Og jeg bilder mig egentlig ikke ind, at jeg er destined for greatness. Men jeg begynder så småt at bilde mig ind, at jeg burde reagere på den wanderlust, der rammer mig sådan i mellemgulvet, hver eneste gang jeg har oplevet noget spændende og forladt mine trygge rammer.

Mit liv bør være mere end bare arbejde og trummerum. Mit liv bør være mere musik, mere kærlighed, mere sjov, mere eventyr. Der må jo være mere til det end bare at finde en mand, få nogle børn og lande i det hamsterhjul, jeg kan se så mange mistrives i. Det må da blive større og vildere end dét?!

Det er langt fra første gang, jeg haft denne her følelse, så jeg ved, at den fortager sig. Hverdagen trækker mig med sig, og jeg opdager det sjældent, før jeg en dag blir sur og hidser mig op, fordi nogen på arbejde spilder hele tre minutter af den sindssygt vigtige tid, som er mit liv.

Men netop fordi det har været her så ofte, tænker jeg, at det er noget, jeg skal gøre noget ved for ikke at sidde som gammel dame og tænke, at jeg ville ønske, jeg havde haft nosserne til at gøre noget. Gad vide, om jeg har det?